Lokalby

Fjelstrup Fjelstrup
Sport · 21. februar 2026

NYT FRA FORENINGEN: Fjelstrup Gymnastikforening

K

Karin Brunkbjerg Jepsen

Forfatter

👁 9

Siden sidst

Vi er kommet flyvende ind i det nye år med første bestyrelsesmøde i starten af januar. Det fulde fokus er på planlægning af opvisninger med alt hvad det indebærer. Vi sluttede som altid 2025 af med julespring for Micromix og Powermix. Denne gang gik turen til Starup, hvor de glade gymnaster fik afprøvet den nye springgrav. Det var et hit! Tusind tak til forældre der hjalp med kørsel, og til instruktørerne for at give børnene en skøn lørdag med fuld smæk på.

Forårsopvisning i Haderslev

Fjolletrolde, Micromix og Powermix skal, som de plejer, på gulvet til DGI´s forårsopvisning i Haderslev. De går på gulvet som et samlet hold, Fjelstrup Mix, og viser en god blanding, af det de har lært. I år skal de på gulvet om lørdagen, den 14. marts, kl.12.40. Kom forbi og se en masse lækker gymnastik i Haderslev Idrætscenter.

Mix By Day

For at blive klar til begge opvisninger, har vi træningslørdag den 21. februar for Fjolletrolde, Micromix og Powermix. Udover, at vi får øvet en masse serier, sprunget og leget, så hygger vi også med pizza, snacks og kage. Det er også denne dag, vi samler det hele og får sat fællesopvisningen i Haderslev sammen. Dagen plejer at være fuld af energi og glade børn og instruktører.

Fjelstrup Lokalopvisning

Vores lokale opvisning, som markerer afslutningen af vores sæson, er lørdag den 21. marts. Vi har indmarch kl.12 og alle, store som små, glæder sig til denne festdag. Dagen som opsummerer sæsonens gymnastik! Alle vores hold, med forventningens glæde og sommerfugle i maven, når de for en fuld hal skal vise, hvad de kan. Vi plejer at få besøg af lidt forskellige gæstehold, og i år er ingen undtagelse. Vi får både besøg af Øsby Ladies, Sprød fra Starup og Haderslev Egnens Minimix, hvor vi har 3 lokale gymnaster på holdet. Der er lagt op til en dag med masser af skøn gymnastik og hyggeligt samvær.

Tak til kage-bagerne

Inden længe skydes den helt store kage-bage efterlysning i gang. Det er en fast tradition til vores opvisning, at der afsluttes med det vildeste, lækreste kagebord, og gode traditioner skal man ikke lave om på. Det kunne dog ikke lade sig gøre uden alle jer fantastiske bagere, som år efter år byder ind. For det, vil vi gerne på forhånd sige af hjertet tak, for at levere alt hvad hjertet begærer af lækkerier. Vi håber at se jer til en fantastisk dag i vores allesammens Idræts- og Kulturcenter.

Generalforsamling

Vi afholder vores årlige generalforsamling som samlet forening under FIF. Datoen er tirsdag den 24. marts kl.17.30. Der vil være et mindre traktement, sodavand, øl og kaffe. Tag ungerne med - der vil være redskaber i hallen, så de kan lege imens. Det arbejder bestyrelsen med lige nu Bestyrelsen arbejder lige nu primært med de kommende begivenheder, som vi sagtens kan fylde tiden ud med. Dog kan vi ikke helt lade vær med at kigge frem mod næste sæson. Som altid efterlyser vi instruktører og hjælpere - til kommende sæson, men vi ved af erfaring, at det er en god idé at efterlyse i god tid. Så går du med en lyst til at blive en del af Fjelstrup gymnastikafdeling, så kontakt en af bestyrelsesmedlemmerne. Vi sender dig gerne på kursus hos DGI, så du behøver ikke have tidligere erfaring. Det eneste du skal have, er lysten til at bidrage til vores forening, lysten til at være sammen med børn, samt godt humør og god energi.

Lokalby

Tilføj til hjemmeskærm

Tryk Del og vælg "Føj til hjemmeskærm"

Lokalby

Installer Lokalby

Tilføj til din hjemmeskærm