Lokalby

Fjelstrup Fjelstrup
Mad & Drikke · 25. maj 2026

Fællesskabet holder butikken i live

M

Maria Jessen

Forfatter

👁 19

Opdatering: Tak for en utrolig stor indsats Gitte - vi ønsker dig alt det bedste efter omstændighederne. Lige nu prøver vi at finde en ny købmand, som kan overtage vores lokale samlingssted / købmand.

En travl arbejdsdag med mange hænder

Foråret har budt på en vellykket arbejdsdag, hvor en stor flok frivillige mødte op – tusind tak for indsatsen! Der blev virkelig taget fat: butikken blev gjort rent, containeren blev tømt, ukrudtet fjernet, der blev bygget halvtag, flagstænger blev ordnet, og der blev ryddet op både inde og ude. Det blev en hyggelig dag, hvor arbejde og socialt fællesskab gik hånd i hånd.

Loppemarked den 30. maj

Lørdag den 30. maj 2026 afholder vi igen loppemarked ved købmanden. Det er efterhånden blevet en fast tradition, som skaber liv og hygge foran butikken – og vi håber at se rigtig mange af jer. Så kom forbi og gør en god handel.

Regnskab og budget

Som det blev oplyst på generalforsamlingen, steg omsætningen desværre ikke tilstrækkeligt i 2025 til, at butikken kunne skabe balance i driften. Budgettet var baseret på en omsætningsstigning på 7,1 %, hvilket ville have været nok til at sikre en bæredygtig drift. Den faktiske stigning blev dog kun på 4,58 %, og året endte derfor med et driftsunderskud på 56.311 kr. Samtidig medførte gældende skatteregler, at vi var nødt til at nedskrive vores udskudte skat, hvilket resulterede i et større underskud på bundlinjen. Budgettet for 2026 er baseret på en omsætningsstigning på 4,46 %, hvilket forventes at være tilstrækkeligt til, at butikken kan løbe rundt.

Husk at handle — og tak til jer alle

Vi vil gerne minde om, hvor vigtigt det er at støtte op om butikken i hverdagen. Mange lægger vejen forbi for at hente pakker – og det er vi rigtig glade for. Vi håber dog, at man også vil huske at lægge sine daglige indkøb hos os, når man alligevel er forbi. Varekøb er nemlig grundlaget for, at vi kan blive ved med at tilbyde pakkeservice.

Vi vil gerne rette en helt særlig og stor tak til alle vores frivillige hjælpere – uden jer var der ganske enkelt ikke noget LetKøb i Fjelstrup. Tak til jer, der hjælper i butikken, kører vareture, slår græs og tager fat på de mange små og store opgaver, der får det hele til at hænge sammen. Jeres indsats er helt uvurderlig.

På gensyn hos LetKøb!

Lokalby

Tilføj til hjemmeskærm

Tryk Del og vælg "Føj til hjemmeskærm"

Lokalby

Installer Lokalby

Tilføj til din hjemmeskærm